Written by Kropsforskrækkelsen – og vejen op på podiet
Vi har aldrig set så mange kroppe som nu. Og vi har aldrig været så
bange for vores egen. croquismodellen står midt i det paradoks – og gør
noget ved det.
Der er noget galt, når et barn ikke tør gå i bad efter idræt. Ikke fordi der
er sket noget. Ikke fordi nogen har sagt noget. Men fordi kroppen er
blevet et sted, man kan tabe ansigt. Det er en af de tydeligste målere på,
hvor vi er havnet: Vi er blevet et samfund, der ser kroppe hele dagen, og
som samtidig er blevet dårligere til at holde vores egen ud.
Kropsforskrækkelse er ikke det samme som blufærdighed. Blufærdighed er sund
og gammel og handler om, hvem man deler noget med. Kropsforskrækkelse
handler om noget andet: en grundlæggende mistanke om, at kroppen ikke er god
nok til at blive set. At der er noget, der skal rettes, før man må vise sig. At der
findes en usynlig adgangsprøve, og at man selv er dumpet.
Hvordan endte vi her?
Forklaringen er ikke, at vi er blevet mere snerpede. Vi ser flere nøgne kroppe på
en almindelig onsdag, end vores bedsteforældre så på et helt liv. Problemet er,
hvilke kroppe vi ser, og hvad de bliver brugt til.
De kroppe, der fylder skærmen, er næsten altid iscenesat. Det rigtige lys, den
rigtige vinkel, den rigtige spænding i maven, det rigtige øjeblik – og ofte en
efterbehandling ovenpå. De er ikke løgn, men de er heller ikke observationer. De
er reklamer, også når de ikke sælger noget. Og når man i årevis har set kroppe,
der er redigeret, mens man kun har set sin egen uredigeret, opstår der en
skævhed, som ikke er til at forhandle sig ud af. Man tror ikke, man sammenligner.
Men det gør man.
Dertil kommer, at kroppen i vores tid er blevet et projekt. Noget, man har ansvar
for. Noget, der kan lykkes eller mislykkes, og som siger noget om, hvor godt man
styrer sit liv. Det er en ret hård måde at bo i sig selv på.
“Der er så meget fokus på, hvordan kroppen ser ud – og så
lidt på, hvad den faktisk kan.”
Croquis: et rum, hvor kroppen ikke er et produkt
Croquis er hurtige modeltegninger efter levende model. En model står, sidder
eller ligger i en stilling – nogle gange i to minutter, nogle gange i tyve – mens en
gruppe mennesker tegner. Det har været en del af kunstuddannelserne i
århundreder, og i dag foregår det lige så ofte i aftenskoler, kunstforeninger,
værksteder og private grupper.
Det særlige ved et croquishold er ikke nøgenheden. Det er opmærksomheden.
Der sidder tyve mennesker og kigger meget grundigt på en krop – og ingen af
dem vurderer den. De leder efter noget helt andet: hvor vægten ligger, hvordan
skulderen forholder sig til hoften, hvor lyset knækker, hvilken linje der bærer
hele figuren. En mave, der hviler, er ikke et problem for tegneren. Den er
information. Den fortæller, hvordan tyngdekraften arbejder på et menneske, der
står afslappet.
Derfor er croquislokalet et af de få steder i vores kultur, hvor en krop bliver set
uden at blive bedømt. Ikke som noget erotisk, ikke som noget medicinsk, ikke som
noget, der skal forbedres. Bare som noget, der erc
Vejen derhen begynder tit med en blyant
Mange croquismodeller er begyndt som tegnere. De har siddet i den anden ende
af lokalet, kigget på modellen og tænkt: gad vide, hvordan det er at stå der. På et
tidspunkt tager de mod til sig og spørger arrangøren, om der mangler modeller.
Der mangler næsten altid modeller.
Det er faktisk et af de bedste råd til enhver, der overvejer det: prøv selv at tegne
croquis en enkelt gang først. Ikke for at blive god til at tegne, men for at se med
egne øjne, hvad der egentlig foregår. Man opdager, at ingen kigger, som man
frygtede. Man opdager, at man selv sad og var optaget af en skulderlinje, ikke af
modellens hud. Og man opdager, at det er en gruppe mennesker, der har det rart.
Den første gang
Man skal ikke pynte på det: første gang er nervepirrende. Der er dem, der ikke
kan spise aftensmad inden. Der er den mærkelige halve time i
omklædningsrummet, hvor man tænker, at man godt kan nå at melde fra.
Og så er der det, næsten alle beskriver bagefter: at det tunge ligger før, ikke
under. Badekåben ryger af, man finder sin stilling, nogen starter et ur – og der
sker ingenting. Ingen reagerer. Der bliver stille i lokalet på den gode måde. Man
står bare der, og lidt efter lidt går det op for én, at man har frygtet en dom, der
aldrig blev afsagt.
To timer, hvor du ikke kan holde maven inde
Her ligger måske det mest befriende ved det hele, og det er både praktisk og
filosofisk på én gang: man kan ikke holde maven inde i to timer. Det er fysisk
umuligt. Kroppen giver op, længe før hovedet gør.
Og når den giver op, sker der noget. Alle de små reguleringer, man går rundt og
laver uden at tænke over det – rette på tøjet, vende sig en bestemt vej, undgå
bestemte spejle, sætte sig sådan at maven ikke folder – falder væk, fordi de ikke
kan opretholdes. Tilbage står kroppen, som den er. Og verden går ikke under. Det
er den erfaring, modeller igen og igen fortæller om: ikke at de pludselig synes,
deres krop er smuk, men at spørgsmålet mistede sin magt.
Det er en anden slags kropsaccept end den, man kan læse sig til. Den kommer
ikke af at tænke pænere om sig selv. Den kommer af at have stået i et rum og
opdaget, at det gik.
Din krop er også et argument
Der er en sidegevinst, som mange modeller nævner, og som rækker ud over dem
selv. Når man stiller sin krop til rådighed – en krop med buler, ar, appelsinhud, en
mave, et brystparti, der ikke ligner reklamerne – så tegner tyve mennesker den
aften efter en helt almindelig krop. De ser den grundigt. De bruger en time på
den. Og billedet af, hvad en krop kan se ud som, bliver en anelse bredere hos dem
alle sammen.
Det lyder småt. Men det er sådan, normer faktisk flytter sig: ikke via kampagner,
men via det, folk har set med egne øjne.
Hvis du overvejer det
- Gå til en croquisaften som tegner først. En enkelt gang er nok til at aflive
de fleste forestillinger. - Spørg arrangøren direkte. De fleste steder mangler modeller og bliver glade
for at blive spurgt. - Du behøver ikke vilde stillinger. En helt almindelig stående eller siddende
positur er ofte det mest interessante at tegne – og det nemmeste at holde. - Sig til. Det er dig, der kender din krop. Bliver en stilling for hård, eller er der
for koldt, så sig det. Gode arrangører forventer det. - Aftal rammerne på forhånd: pauser, temperatur, honorar, og om der må
fotograferes (mange steder er svaret nej – og det er en god regel). - Der findes ingen rigtig kropstype. Tegnere efterspørger variation: alder,
kropsform, køn, holdning. En krop, der ikke ligner en skulptur, er ikke en
dårligere model. Ofte tværtimod.
Man behøver ikke at tage tøjet af
De færreste af os bliver croquismodeller. Det er heller ikke pointen. Pointen er, at
croquismodellen har fundet en genvej til noget, vi alle sammen har brug for:
erfaringen med at blive set, som man er, og opdage, at det ikke koster noget.
Den erfaring kan man også få i den varme del af svømmehallen, i saunaen, i badet
efter idræt, i et parforhold, hvor lyset er tændt, eller bare ved at holde op med at
rette på tøjet, hver gang man går forbi en rude. Det er den samme øvelse i lille
format: at lade kroppen være, mens den er sammen med andre mennesker.
Kropsforskrækkelse trives i det skjulte. Den lever af, at ingen andre kan se,
hvordan vi egentlig ser ud, så vi hver især kan gå og tro, at vi er de eneste, der
ikke ligner billederne. Det eneste, der virkelig opløser den, er syn for sagen –
almindelige kroppe, set i virkeligheden, i fred og ro.
Croquismodellen står på et podium og siger det uden ord: sådan her ser et
menneske ud. Tegn den, som den er.
Artiklen er skrevet til Sjæleliv og er blandt andet inspireret af interviewet med croquismodellen Ida på croquismodel.com, hvor hun fortæller om vejen til podiet og om, hvad det har gjort ved forholdet til hendes egen krop
Hvad gør du selv ved kropsforskrækkelsen — springer du i saunaen, undgår du spejlet, eller har du fundet din egen vej? Skriv med i kommentarerne.
Vil du møde andre? Det er gratis at blive medlem af sjæleven.dk ❤️
Foto: cottonbro studio