Hvorfor er det altid mig, der ringer?

Hvorfor er det altid mig, der ringer?

Om skæve venskaber – og hvorfor forskellen mellem den skævhed, I har aftalt, og
den, ingen har talt om, betyder alt.

De fleste af os har mindst ét venskab, hvor det altid er den samme, der tager telefonen
først. Det er dig, der foreslår en kop kaffe. Dig, der skriver »er du hjemme i
weekenden?« Dig, der husker, at der er gået lang tid. Og han – eller hun – siger
næsten altid ja, er glad for at ses, og så går der fire måneder, og du står med telefonen
igen. Det er sjældent noget, man siger højt. Det føles for småligt. Man tæller jo ikke, tænker man, samtidig med at man tæller.

Den skævhed, der er aftalt
Første skridt er at skille to ting ad, som ligner hinanden udefra, men som føles helt forskellige
indefra. Nogle venskaber er skæve af gode grunde, og begge parter ved det. Tag et eksempel: to venner, hvor den ene i en periode arbejdede så meget, at han ikke havde et minut til at ringe.
Så gjorde den anden det. Han vidste tilmed, hvornår der var luft – onsdag aften, når vagten
var slut – og så ringede han der. I dag er det stadig sådan, og ingen af dem oplever det som et
problem. Det er ikke skævt, det er en arbejdsdeling. Som at én altid booker bordet, og en
anden altid husker fødselsdage.
Den slags skævhed gør ikke ondt, fordi den er kendt. Der er en forklaring, en logik, og et
stiltiende »sådan gør vi«. Ingen af jer fører regnskab, for der er ikke noget at gøre op.

Den skævhed, ingen har talt om
Og så er der de andre venskaber. Samme mønster, men uden aftale, uden forklaring, uden at
nogen nogensinde har nævnt det. Det er dem, man undrer sig over. Det er dem, man ligger og
tænker på.
Her er det værd at være præcis med, hvad der egentlig gør ondt. Det er nemlig ikke
opkaldene. Det tager ikke lang tid at ringe til en, man holder af. Det, der belaster, er tvivlen,
der følger med: »Ville han overhovedet savne mig, hvis jeg holdt op?«
Det er dét spørgsmål, der gør et venskab tungt. Ikke arbejdet – usikkerheden om, hvorvidt
arbejdet gengældes.

Initiativtærskel er ikke det samme som interesse
Her er noget, der er svært at tro på, når man er den, der altid ringer: nogle mennesker tænker
simpelthen ikke på det.
Ikke fordi de er ligeglade. Ikke fordi du betyder mindre for dem, end de betyder for dig. Men
fordi tanken »jeg burde ringe til ham« aldrig rigtig opstår hos dem – eller opstår, men bliver
væk igen mellem indkøb og vasketøj. De har en høj initiativtærskel. Til gengæld er de
oprigtigt glade, hver eneste gang du ringer.
Det er værd at holde fast i, for den fortælling, der ellers presser sig på, er en helt anden: at
hvis han holdt lige så meget af mig, som jeg gør af ham, så ville han jo ringe. Den fortælling
er ikke altid rigtig. Nogle gange er den bare den mest smertefulde af de mulige forklaringer,
og derfor tror vi på den.

Testen, som næsten alle laver
På et tidspunkt gør de fleste det samme: de holder op med at ringe. Ikke som en beslutning –
mere som et eksperiment. »Nu venter jeg og ser, hvad der sker.«
Problemet er, at testen sjældent besvarer det spørgsmål, den skulle besvare. Hvis vennen har
en høj initiativtærskel, sker der ingenting – præcis som der ikke ville ske noget, hvis han var
ligeglad. De to muligheder giver samme resultat. Og imens sker der noget andet: venskabet
ebber stille ud, uden at nogen har taget stilling, og uden at han overhovedet har opdaget, at
han var til eksamen. Mange venskaber slutter ikke i et skænderi. De slutter i en test, den ene part ikke vidste, han gik til.

Rollen låser sig fast
Efter nogle år er det ikke længere en vane. Det er en rolle. Du er ham, der ringer. Han er ham,
der bliver ringet til. I gør det ikke bevidst, men I gør det pålideligt.
Og netop derfor bliver det svært at bringe op. Ikke fordi det er et stort emne, men fordi det
efter ti år lyder som en anklage, uanset hvor venligt man siger det. Man er bange for at gøre
noget varmt til et regnskab. Så lader man være. Og så bliver rollen et år ældre.

Venskab har flere valutaer
Her er et ærligt spørgsmål, som er værd at stille sig selv, før man dømmer: er initiativ den
eneste måde at vise, at man holder af nogen?
Tænk på den ven, du undrer dig over. Måske gælder noget af dette også:

• Han siger altid ja. Hver gang. Uden at skulle overtales.
• Han husker, hvad du fortalte sidst – også det, du selv havde glemt.
• Han er fuldstændig til stede, når I endelig ses. Ingen telefon, ingen hastværk.
• Han ville køre midt om natten, hvis du ringede og var i knibe.
  
  Er det mindre værd end at være den, der tager telefonen først? Måske. Måske ikke. Men det er værd at have med i regnestykket, hvis man endelig laver et.
  Nogle skævheder er en livsfase Og så er der al den tid, hvor mennesker bare ikke har overskud. Små børn. Skiftehold. Sygdom. En skilsmisse. En periode, hvor man ikke ringer til nogen som helst, fordi der ikke er noget tilbage at ringe med.
  Det er værd at vide, at sådan en periode godt kan vare syv år. Set indefra er det bare tirsdag efter tirsdag. Set udefra ligner det et venskab, der er blevet ensidigt. Og nogle gange er svaret på skævheden ikke en samtale, men tålmodighed. To veje, og de fører forskellige steder hen Når man har tænkt det hele igennem, står der som regel to muligheder tilbage. De er begge to gode. De er bare ikke det samme.

1. Spørg – men uden regnskabet
   Du kan sige det højt. Det kræver, at du lader være med at fremlægge beviser, for i samme
   sekund du gør det, bliver det en sag, han skal forsvare sig i. Sig det hellere som en undren end som en påstand:
   
   »Jeg har tænkt på noget. Det er tit mig, der ringer – jeg gør det gerne, jeg er bare
   nysgerrig efter, hvordan du oplever det.«
   
   Svarene er som regel ét af tre: »Det har jeg slet ikke tænkt over«, »Jeg er elendig til at ringe til alle«, eller »Undskyld, det har jeg ikke været god nok til«. Alle tre er brugbare. Og de to første er langt mere almindelige end den forklaring, du gik og frygtede.
2. Slut fred med rollen
   Eller du kan beslutte dig. Ikke resignere – beslutte. Du er den, der ringer, fordi du gerne vil
   have venskabet, og fordi du er god til det. Punktum. Ingen optælling, ingen test, ingen
   hemmelig forventning om, at han en dag skifter karakter.
   Det lyder som det ringeste af de to valg, men det er det ikke nødvendigvis. Meget af smerten i skæve venskaber kommer ikke fra skævheden, men fra håbet om, at den snart holder op. Slipper man håbet, forsvinder en overraskende stor del af tyngden med det. Tilbage er der bare en ven, man ringer til.
   
   Det, der derimod sjældent fungerer, er at gøre ingen af delene: at blive ved med at ringe,
   mens man går og gemmer et regnskab, man aldrig fremlægger. Det er den variant, der
   langsomt gør en bitter over for et menneske, der ikke aner, at han står i gæld.
   
   Og så er der en sidste ting, som er værd at nævne. Nogle gange finder man ud af, at man er den, der ringer i alle sine venskaber. Ikke i ét, men i dem alle sammen. Det siger sjældent noget om vennerne. Det siger som regel noget om, at man har fået samlet et liv, hvor man er den, der bærer kontakten – og det kan man godt være stolt af, samtidig med at man ærligt indrømmer, at man også gerne selv ville ringes op en gang imellem.

---

Oplever du også at det altid er dig der ringer? Fortæl din historie nedenfor.

Vil du møde andre? Det er gratis at blive medlem af sjæleven.dk ❤️

Foto: Chris G